Begyndelsen

[Korte erindringer fra julen 1945/1976]

Det hele begyndte som bekendt med Eriks gåen under jorden i november 42, i hvilken anledning jeg nogle gange flyttede for ham, iført mine sorte bukser (endnu uden hul på knæet!) og gummistøvler, hvilket fik Erik til at hævde at jeg så udmærket lignede et bud fra et vaskeri.

Vladimir og jeg var på det tidspunkt såre optagen af den begyndende sabotage, navnlig Vladimir. Jeg var nogenlunde ligeglad da jeg havde en del "De Danske Studenter"-arbejde om ørene. Men Vladimir gik sammen med Alf, Jørgen hen og afbrændte DDPA's værksteder på Havnevej (...)

Erik spurgte i denne tid jan./feb. 43 om jeg ville være med, kun som kurér eller noget andet fint. Det ville jeg selvfølgelig gerne (...).

Da vi skulle løbe efter 3'eren standsede Erik pludselig og sagde (jeg formoder for at understrege det dagligdags i situationen) "Vi må hellere gå, den lille revolver kan ikke sikres". Jeg ved ikke, hvad min kommentar var, men jeg tror et dybtfølt "Nåh!" kunne være på sin plads.

Vi skulle møde de øvrige københavnske sabotører et sted på Enghavevej. Men ak - da vi stod af ved stoppestedet, bremsede en cyklist op:

(Vesterbrosk) "Davs Erik, den er gruelig gal, politiet har været her og sidder og venter på jer; men de andre er advaret, og Kay står oppe i den anden ende og har besked til jer".
"Nå", sagde Erik, "men jeg kender ikke Kay, hvordan ser han ud?"
"Det er ham oppe lige under uret, og han har en schæferhund med sig. Nå, held og lykke".

Da Erik med sin bevæbning ikke ønskede at spørge alt for mange civile betjente om de hed Kay, gik jeg hen til den eneste sandsynlige, om det var ham; det var det.

Efter videre planer gik vi hen til Vesterbrogade, hvor vi mødte Ole i fuldmægtigforklædning; han vinkede venligt til os med paraplyen.

Efter den "ikke spor spændende" ½ time begav vi os hen til "Soen" (1976: det var på Danasvej), hvor Ole, Paps, og O.D. sad, og lod os slippe ind efter mystiske ringesignaler. Det flød med pistoler alle vegne.

Derefter spiste vi en fortræffelig frokost og traf forskellige aftaler, der af andre grunde aldrig blev til noget.

Men min betagelse af situationen blev ikke mindre, da jeg to eller tre dage senere så Paps og O.D. efterlyst for 5000 kr. stk.

Efter at den udmærkede Vladimir havde fortalt mig indgående om sin sabotage, satte jeg ham i forbindelse med Erik og overlod dem til deres egen skæbne. Men ak, da jeg kort tid efter rent privat ville ud at besøge Vladimir, var han lagt på hospitalet med tåbelige nerver. Efter at have ladet mig gyde på af hans rare, men meget klagende mor, fandt jeg i en kiosk Jørgens adresse og telefonnummer, han boede lige i nærheden; men ak, han var ikke hjemme, men hos sine Bedsteforældre på Østerbro.

Fra Trianglen ringede jeg til ham: "Ja goddag Jørgen, det er Saxtorph".
"Ja, goddag hvad vil du?"
"Ja, nu er [Vladimir] jo kommet på hospitalet og ..."
Med alle tegn på rædsel:"Hospitalet!!!" (øjensynlig i den tro at jeg mente Vestre [fængsel]
"Ja, Gentofte Amtssygehus altså, tag det roligt - kan jeg ikke komme hen til dig i aften?"

Vi mødtes, fik truffet aftale om forbindelser etc.

Nogen tid senere mødtes Erik, H.C., som vi så for første gang, Jørgen og jeg. Et par dage senere holdt vi instruktionsmøde hos H.C. i Parabellum og æsketænding; til stede var Erik, Jørgen, H.C, K.K., Niels Peter og jeg.

I den følgende månedstid følte især Dick og jeg at dette sabotagevæsen var noget vi måtte være med til; begge var vi såre optagne af, hvad der skete og af alle de historier der gik om, hvordan det skete. Dog hændte det flere gange at min kilde til historierne var mere primære end Dicks.